Det er svært at indrømme at man har udviklet stress, og endnu svære at acceptere. Især når det er langvarig stress vi snakker om. Den stress som langsomt og sikkert udvikler sig, og hvor du først efter lang tid finder ud af hvor dårligt du har det. Det var så svært for mig at indrømme, mest fordi jeg så mig selv som svag, og jeg hader at få opmærksomhed pga. dårligdomme. Og hvad ville der ske med min familie og mine kollegaer, hvis jeg måtte hejse det hvide flag og give op for en stund?
Men den dag kom, hvor jeg måtte række ud. Hvor jeg måtte bede om hjælp. Det er noget af det sværeste jeg ved – at spørge om hjælp. Det er jeg helt sikkert ikke alene om.
Jeg følte at jeg krængede min sjæl ud. Men jeg fik slet ikke den hjælp jeg håbede på. Jeg fik mange ”Jeg håber du snart er ovenpå igen”, ”Det skal nok gå alt sammen”, ”Du er stærk, det kommer du nok over”, ”Ej hvor trælst for dig, der er mange der har det ligesom dig”, og den værste ”Sådan har jeg det også, nu skal du høre…..”.
Ensom og frustreret
Det er nok den mest ensomme følelse i hele verden at have det dårligt, spørge om hjælp og så blive fejet af med en ligegyldig bemærkning og indimellem ”gode” råd. Så står man der, faktisk på et dårligere sted, end før man bad om hjælp. Verden forstår mig ikke, jeg føler mig ensom, alene, svigtet og frustreret.
I dag ved jeg, at mennesker som har udviklet stress, har svært ved at sætte ord på hvordan de har det. Sådan var det også for mig. Det er svært at forklare, hvorfor det hele er svært, og hvad der er grunden til at man har det så skidt. Og derfor spænder vi ben for os selv, når vi rækker ud. Vi får ikke sagt det vi tror vi får sagt, fordi vi glemmer, at ingen kan MÆRKE hvordan vi har det, det kan vi kun selv.
Når vi fortæller historien, kører der samtidig en indre historie med alle følelserne, som vi ikke får fortalt. Og jeg tror at det er derfor, vi tror vi har fortalt det hele. Men det er kun os selv der fik HELE historien med. Min oplevelse er, at det først er efter stressen er forsvundet, at jeg har kunnet sætte de rigtige ord på, og at jeg har fundet frem til de fleste af årsagerne til at jeg udviklede stress.
Hvad kan andre gøre
Jeg kan godt forstå, at jeg ikke fik den hjælp jeg havde brug for, fordi der var nok ikke nogen som helt forstod hvordan jeg havde det. MEN jeg har alligevel et par ting jeg gerne vil sige til de mennesker som er omkring et menneske med stress.
- I skal forstå og respektere at det er svært at forklare og snakke om.
- I skal LYTTE og være TIL STEDE, hvis et stresset menneske rækker ud.
- I skal sige TYDELIGT og RESPEKTFULDT fra, hvis I ikke kan holde samtalen ud.
- I skal give plads og rum til at lade den stressramte snakke ud.
- I skal for alt i verden holde ”gode råd” for jer selv, hvis den stressramte, ikke har bedt om råd.
- I behøver ikke sige så meget, og som udgangspunkt lade være med at kramme og trøste, hvis ikke det føles rigtigt.
Det handler om at skabe tryghed og tillid omkring et menneske med stress. Forstå, at hvis du spørger om du lige skal tage en opgave, eller gå en tur med støvsugeren, så starter det en stress tanke og et krav om et svar. Jeg ved godt at du gør det i en god mening, men det føles bare ikke sådan for en der har stress, fordi du tvinger mig til at sige ja tak, eller nej tak jeg klarer det nok. Det sidste er det svar der kommer flest gange. Fordi man i forvejen ikke føler at man slår til, men gerne vil vise at man godt kan selv.
Hvad har du brug for?
Rigtig mange siger – ring hvis der er noget du har brug for. Det vil sjældent ske, fordi du lige har bedt mig om at række ud – igen. Sig hellere (hvis du virkelig mener det)
- HVAD har du brug for lige nu
- HVAD kan jeg gøre
- Jeg skriver/ringer til dig i morgen.
Hav respekt for, at et stresset menneske kæmper en hård kamp med sig selv. Og forstå, at beskyldninger og bebrejdelser kommer fordi der ikke længere er plads inden i. Det er kun et udtryk for at det er hårdt og svært for det menneske lige nu. Gør dit bedste for at rumme det.
Stress går over, hvis vi hjælper hinanden ved at lytte, rumme og støtte.
