MED FRYGTEN SOM STYRMAND

En personlig fortælling om frygtens magt

Når du er stressramt, så har du sikkert hørt mange gode råd og forslag, som fx – hvorfor finder du dig ikke et andet arbejde? Hvorfor siger du ikke bare nej? Hvorfor bliver du ved med at hjælpe, når du ikke har overskud til det? Hvorfor finder du dig i det? Hvorfor, hvorfor, hvorfor…?

Alle andre får det til at lyde så nemt, og så går jeg her og banker mig selv i hovedet over, at det ikke er nemt for mig, og at der nok er et eller andet galt med mig, siden jeg ikke kan finde ud af det. Det er ikke den bedste cocktail til en stresset hjerne.

Men det er faktisk gode spørgsmål, for hvorfor ikke bare kvitte jobbet, bare sige mere nej end ja osv. Hvorfor er det at det er så pokkers svært? Det har jeg tænkt en del over.

Jeg er nået frem til at det handler om frygt, sådan var det i hvert fald for mig. Frygt for hvad andre tænker om mig, frygt for konsekvenser, frygt for at blive fyret, frygt for fremtiden, frygt for at blive alene, frygt for ikke at være hurtig/dygtig/god nok. Faktisk kan alt i en stresset hjerne lynhurtigt omdannes til frygt. Følelsen af frygt er lammende, og giver fornemmelsen af, at være havnet et sted hvor der ikke længere er mulighed for at komme væk. Lidt som at stå for enden af badebroen, og at det er forbudt at gå tilbage, og at hoppe i uden at kunne svømme, er den eneste mulighed.

Når jeg kigger tilbage i dag, så havde frygten taget maget over mig. Frygt er en farlig makker, den slider på din selvtillid og på dit selvværd, og den udraderer din selvrespekt. Den opfører sig som en virus og spreder sig hurtigt.

Vaccinen mod frygt, er at sige STOP, og spørge om hjælp. Hjælp til at få snakket om det som er svært, og det som sker for dig lige nu. Få sat ord på det hele. Få en til at hjælpe dig med at se, at du har muligheder, at du kan komme ud af dit stress/frygthelvede. Finde ud af hvad det egentligt handler om. Det gjorde jeg, jeg fandt en jeg kunne snakke med, som havde værktøjer til at hjælpe mig med at flytte mit fokus, og lede tankerne over på muligheder i stedet for katastrofer. Når du flytter fokus og tanker et andet sted hen, så forsvinder frygten. Jeg havde brug for at træffe nogle sunde valg, og med hjælp lykkedes det mig, at finde at finde lidt tryghed og tillid til mig selv, så jeg langsomt kunne vende tilbage til mig selv.

Frygt er faktisk kun en fantasi som lever i fremtiden, den viser sig som bekymring, men bekymring er bare et mildere ord for frygt. Ingen af os kender fremtiden, så vi ved faktisk ikke om vores bekymringer nogensinde bliver til noget. Så øv dig i at stoppe dem. Helt enkelt ved at sige STOP, og flyt så dit fokus til noget andet.

Jeg fandt ud af, at grunden til at jeg ikke sagde mit job op, at jeg ikke fik sagt nej, at jeg ikke holdt mig væk fra mennesker som drænede mig for energi og overskud, var at jeg var bange for, hvad andre tænkte om mig. At jeg var en taber, fordi jeg ikke kunne tåle mosten, at jeg var en dårlig ven og familiemedlem, at jeg ikke var god til noget som helst, og at ingen ville være sammen med mig, hvis jeg sagde fra. Den frygt styrede mig i en helt forkert retning. Det tog mig lang til at lave en U-vending, og give slip på frygten. Men det lykkedes, og nu ved jeg hvad jeg skal gøre når jeg mærker, at frygten bider i maven og tankerne hopper på bekymrings-ekspressen. SIG STOP, TRÆK VEJRET OG FLYT FOKUS.

Indimellem – når mit overskud er lille – vender den tilbage. Men jeg ved nu, at frygt er en følelse som jeg kan ændre ved at ændre mine tanker. Jeg bliver min egen bedste ven, og beroliger mig selv med positive tanker. 😇

Hvad handler din frygt om? ❤️

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial
Facebook
LinkedIn