det er den bedste måde, jeg kan beskrive ensomheden på når den dukkede op.

Jeg er en af de heldige, der ikke har ensomheden som fast følgesvend, men når den dukker op, kommer den  som et lyn fra en klar himmel.

Før i tiden fik jeg en følelse af at være lammet, og fuldstændig alene i verden, når ensomheden kom farende.  Lammet fordi jeg havde en fornemmelse af, at jeg ikke var i stand til at røre mig, eller tale med andre. Kroppen og stemmen fungerede, og derfor lagde andre ikke mærke til, hvordan jeg havde det lige i det øjeblik. Allerhelst ville jeg være alene, for det at være ensom sammen med andre, er værre end at være alene. Bare lukke mig helt inde, og være alene sammen med følelsen af total ensomhed.

En gang hvor ensomheden var på besøg, var jeg på kursus i et fremmed land, og med fremmede mennesker. Det havde været en rigtig skøn dag, og lige pludselig på vej ned af den lange værelsesgang, ramte ensomheden mig med noget der mindede om 1000 kilometer i timen. Uden forvarsel.
Jeg havde en aftale med en medkursist, som jeg aflyste. For hvordan kunne jeg mødes, når jeg havde det sådan? Det blev til mange tårer, angst og frustration over, hvor følelsen af ensomhed kom fra. Når jeg havde haft så skøn en dag, hvordan kunne jeg så være ensom? Der var dejlige mennesker omkring mig, som jeg vidste kunne hjælpe, men jeg turde ikke kontakte dem, jeg var som lammet. Det blev ikke til meget søvn den nat, og næste morgen var følelsen ikke så intens længere. I løbet af dagen, og efterhånden som jeg fik talt med de andre, forsvandt ensomheden igen.

De sidste år har jeg arbejdet med personlig udvikling, og ikke mindst min egen. Jeg har ikke en opskrift på, hvordan man fjerner ensomheden. Men jeg tror på, at det hjælper at tale om, hvad den er for en størrelse.
Derfor valgte jeg at se monstret – som havde været på besøg så mange gange, siden jeg var barn – i øjnene. En af de ting jeg fandt ud af var, at når jeg var langt fra min komfortzone, og jeg var usikker på hvad der skulle ske, og om jeg kunne klare det hele. Så dalede min selvtillid så meget, at det også påvirkede mit selvværd. Samtidig havde jeg opfattelsen af, at alle andre klarede det hele til UG, og når det var på den måde, kom ensomheden på banen. Monstret fik lov til at tage kontrollen. Jeg følte mig alene, uden støtte og hjælp, og  jeg havde kun mig selv tilbage.

Efterhånden som jeg fik kigget nærmere på mit monster, fandt jeg ud af at det måske ikke var så farligt. Jeg fandt ud af, at ensomheden havde en hensigt med at vise sig. I mit tilfælde kom den for at sparke til mig, og fortælle mig at jeg godt kan komme videre, og at jeg har modet til det. Den fortalte mig, at jeg havde et valg. Jeg kunne vælge at holde den med selskab, eller jeg kunne vælge at komme videre. Den har lært mig, at når jeg rækker ud til andre, er jeg modig. Jeg er faktisk aldrig blevet afvist når jeg rakte ud, selvom jeg troede, at jeg ville blive det.
I dag når ensomheden en sjælden gang kigger forbi, er den kun på korte besøg. Den lammer mig ikke længere, fordi jeg er blevet i stand til at finde ud af, hvad den er kommet for at fortælle mig.

Det er kort fortalt, min historie om mine møder med ensomheden. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan det er at leve med ensomheden hver eneste dag året rundt. Jeg har kun haft den på besøg, og det syntes jeg var slemt nok. Men jeg håber, at alle jer der deler jeres liv med ensomheden, at I tager mod til jer og rækker hånden ud, og ser den i øjnene. Det er det første og måske også sværeste skridt til at få det bedre.

Uanset om det er ensomhed, angst, stress eller en helt fjerde ting så hjælper det, at få sagt det højt, og få fortalt din historie til et andet menneske.

Find styrken – du har den i dig…