3 trin til at holde dit nytårsfortsæt


2017 er lige startet. Ved du, hvad du vil bruge det nye år til?

Har du et nytårsfortsæt, og er du god til at holde det?

Her får du tre trin, som kan hjælpe dig.

 

Dit nytårsforsæt skal være så godt, at du ikke kan vente med at komme i gang – noget du ikke kan leve uden. Derfor er der et par ting, du skal spørge dig selv om, inden du beslutter dig for dit forsæt for 2017. Hvad vil du opnå? Hvorfor vil du opnå det – hvad driver dig? Hvad vil du gøre anderledes for at opnå det, du ønsker dig?

Vær ærlig og specifik
Når du siger til dig selv, at du gerne vil holde op med at ryge, tabe dig, dyrke mere motion, eller hvad du har af ønsker for dig selv, mener du det så virkelig; kan du mærke dybt inden i, at det er det, du skal, og er du villig til at gøre det, der skal til, for at det lykkes?

Vær ærlig over for dig selv, når du svarer. Hvis du er det mindste i tvivl, er der stor risiko for, at du ikke får succes med dit nytårsforsæt.

Når du har besluttet, hvad dit forsæt skal være, er det vigtigt, at du er specifik i din formulering. Fx er “Jeg vil dyrke mere motion” en bred formulering, du med fordel kan ændre til “Jeg vil dyrke 30 minutters motion hver mandag, onsdag og fredag”. Nu er det konkret og specifikt.

Du skal kende dit “hvorfor” og “hvordan”
Det er vigtigt for dig at vide, hvorfor du vil føre dit forsæt ud i livet. Hvad vil det give dig? Prøv virkelig at mærke, hvordan det bliver, når du gennemfører det. Se det, tænk det og føl det. Brug tid på at finde alle de begrundelser, du kan, fordi dit “hvorfor” er selve fundamentet for dit nytårsforsæt.

Når dit “hvorfor” er på plads, skal du finde ud af hvordan. Hvad skal der til for, at du får succes med dit forsæt? Her gælder det også om at være ærlig over for dig selv. Det gælder om at sætte dit ambitionsniveau tilpas højt til, at det driver dig, men ikke så højt at du giver op, og heller ikke så lavt at du mister interessen.

Et lille tip: Husk at fejre dine succeser; det er dem, der driver dig.

At holde fast er vejen frem
Du har besluttet dig for dit nytårsforsæt; du ved, hvorfor du vil opnå det, og du ved hvordan. Nu kommer den sværeste del: At holde planen og føre forsættet ud i livet.

Hver dag og flere gange om dagen (hvis du ikke kan lade være) skal du bruge lidt tid på at fokusere på dit “hvorfor”, og hvad det vil give dig. Mærk følelsen af allerede at have det. Jo mere du gør det, jo mere vil din hjerne arbejde sammen med dig hen imod det, du ønsker, og jo lettere har du ved at følge den plan, du har lagt for dig selv.

Det er de små ting, du gør hver dag, der bevirker, at du ændrer din livsstil, og på et tidspunkt er det bare noget, du gør. Det er godt at sætte mål, men det er endnu bedre at ændre din livsstil; du vil opdage, at det er det, der holder i længden.

Hvis du er kørt fast i dit nytårsforsæt, eller hvis du har besluttet, at du vil gøre noget ekstra for at sikre dig, at det holder, vil vi gerne hjælpe dig videre.

Godt nytår

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial
Facebook
LinkedIn