Hvordan har du det?

Det er nok et af de mest stillede spørgsmål vi møder i vores hverdag. Og jeg vil påstå at du i de allerfleste tilfælde svare: ”Det går fint”. Men har du lagt mærke til, at det tit er et svar du giver næsten helt automatisk?

 

Jeg tror også at vi mange gange ved, at det nok ikke helt er sandheden. Vi kan have mange grunde til ikke at svare helt ærligt, men jeg tror også at vi ikke altid ved, hvordan vi har det. Først når vi kommer til at tænke over det, kommer vi i tanke om at det måske ikke er helt så fint eller at det er endnu bedre end fint. Uanset om vi vælger at fortælle hvordan vi har det, så er det en super god øvelse at skubbe tankerne væk og mærke efter i kroppen.

Ved du hvordan det mærkes i kroppen når du har det fint? Og tjekker du efter når du bliver spurgt? Når du begynder at mærke efter, finder du ud af hvor meget din krop fortæller dig. Så prøv at mærke efter lige nu, hvad mærker du – og hvordan har du det? Giv dig selv lidt tid, til at mærke efter. Er det en god eller ubehagelig fornemmelse? Prøv at beskrive det du mærker.

Når du træner i at mærke efter, lærer du dig selv bedre at kende og kan hurtigere lægge mærke til, når noget forandre sig. Det er super godt at kunne, fx hvis du ved hvordan det mærkes når du bliver stresset, så kan du hurtigt nå at gøre noget inden stressen udvikler sig.
Prøv – når du husker det – at mærke hvordan du har det i kroppen. Hvis du ikke syntes at du kan mærke noget, så fortvivl ikke, det kræver lidt øvelse. Men jeg tror faktisk at du allerede kan, har du nogensinde prøvet at være sulten – hvordan mærkes det?

Er du frisk på en lille øvelse?

Sæt dig ned, luk øjnene og forstil dig nu en trist begivenhed. Giv dig selv god tid til at komme i kontakt med begivenheden, og prøv så at mærke hvordan det mærkes i kroppen. Åben øjnene igen og træk vejret dybt et par gange. Prøv nu at forestille dig en dejlig begivenhed – og som før – giv dig god tid til at komme i kontakt med begivenheden, og mærk så efter i kroppen. Prøv at lave øvelsen med flere forskellige begivenheder.
Kender du til stress, er det en god idé at lære hvordan det mærkes når du bliver stresset, og på samme måde er det en god idé at lære hvordan det mærkes når du er i ro med dig selv.

God fornøjelse med at mærke efter!

 

Kærlig hilsen

Inge

 

(C) for DIG v/Inge Hjort

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial
Facebook
LinkedIn