Har du indimellem tænkt over, hvorfor du fx ikke har nogen selvtillid, hvorfor du lader andre komme til før dig, hvorfor det er vigtigt for dig at andre kan lide dig?
Og har du tænkt på hvor det kommer fra?

Det er slet ikke sikkert, at det er startet hos dig, det kan meget vel være startet inden du blev født. Vi arver meget mere end vi tror, fra vores forældre, fra andre familiemedlemmer (måske tidligere generationer), eller andre mennesker som har haft indflydelse på dig i dine tidlige år. Vi arver også overbevisninger, holdninger, uskrevne regler, normer og selvbilleder. Fordi vores forældre er vores rollemodeller, så kopiere vi alt hvad vi oplever de gør og adoptere deres holdninger, moral og værdier. Vi har tillid til og-, og loyalitet over for vores forældre, og derfor er vi ikke i tvivl om det er den rigtige opdragelse vi får, før vi opdager at den slet ikke passer til det menneske vi er inderst inde.

Min historie ligner måske din

Min historie er ikke så meget anderledes end de fleste andres. Jeg har i en del år efterhånden, arbejdet med min personlige udvikling, og har opdaget hvor stor betydning mine forældres opdragelse, holdninger, værdier og overbevisninger, har haft for mit liv – på godt og ondt.

Den pæne og stille pige

Jeg er opdraget til at være den pæne og stille pige. Fra jeg var helt lille, var det sådan, at når jeg var med mine forældre på besøg hos venner og familie, så måtte jeg gerne være der, men jeg skulle sidde stille og være stille. Jeg skulle i hvert fald være stille, når de voksne snakker, ikke blande mig, og slet ikke afbryde. Det lærte jeg ret hurtigt, for det var ikke rart, når jeg indimellem dristede mig til at sige noget, uden at være blevet spurgt.
Det gjorde naturligvis at jeg holdt mig tilbage, og blev genert. Jeg blev den pæne og stille pige, og alle var glade. Lige med undtagelse af mig.

En anden indeni

Indeni var jeg jo ikke stille, jeg havde en masse jeg gerne ville sige, en masse jeg gerne ville spørge om. Indeni var der en helt anden pige, en pige som kun kom frem når jeg var alene. Når jeg var alene forstillede jeg mig, hvordan det var at snakke løs, spørge om en hel masse, sige kloge ord, opleve at blev lyttet til, grine og være sjov, danse på bordene, i det hele taget være i live.

Jeg ville gerne snakke med andre, men jeg turde ikke, jeg skulle helst ikke stå frem, så alle kunne se mig og gøre opmærksom på mig selv. Fordi jeg var usikker og lidt bange for reaktionen fra mine forældre. Jeg ville gerne -som de fleste børn gerne vil – have at mine forældre var glade.

Den stille pige kommer i skole

Det blev til en skolegang, hvor jeg var stille og usikker. Masser af gange oplevede jeg, at jeg kunne svare på de spørgsmål som mine lærere stillede, men turde ikke række hånden i vejret. Man kan roligt sige, at jeg brændte inde med en masse. Og til forældrekonsultationerne var der ros til mine forældre, for min pæne opførsel, men at læreren gerne ville have at jeg markerede mig noget mere. Det var svært, fordi hvad nu hvis det jeg sagde var forkert, og det værste var at være dum samtidig med at jeg var i centrum.
Jeg havde ikke så svært ved at finde veninder, men jeg var stadig stille og genert. Der gik lang tid før jeg turde åbne lidt op og snakke. Det var vigtigt for mig at have tillid, og kom der er en ny ind i gruppen, så blev jeg stille igen. Det var et mønster som har fulgt mig i mange år.

Facaden

En del af det at være den pæne og stille pige, var også at jeg ikke skulle have meninger og holdninger, som kunne opfattes provokerende. Det var en svær balancegang, fordi jeg ikke vidste hvad der var provokerende, det fandt jeg først ud af når jeg indimellem fik sagt højt, hvad jeg mente. Det handlede om at opfører mig ordentligt, at jeg skulle lade andre komme til før mig, i det hele taget skulle jeg fylde så lidt som muligt. Det var vigtigt med den pæne facade, så at træde uden for den var ikke en mulighed. Selvfølgelig fik jeg gjort forskellige ting ind i mellem, som gav revner i facaden. Når det skete, blev der hurtigt fundet en løsning, og så snakker vi aldrig mere om det. For når vi ikke snakker om det, så eksistere det ikke og så er der ingen der opdager det.

Hun flyttede med

Som du måske kan forstille dig, så blev teenageårene lidt af en prøvelse. Både for mine forældre og for mig. Det var hårdt at være i. Derfor flyttede jeg hjemmefra da jeg blev 18. Det var godt for os alle tre.

Jeg havde store forestillinger om at NU, var jeg fri. Fri til at gøre som jeg ville, fri til at snakke med alle, og slippe hende jeg havde indeni ud. Men sådan blev det ikke. Den pæne og stille pige flyttede med…

Min opdragelse gjorde, at det næsten var umuligt at lukke hende indeni ud. For hvad ville blive konsekvensen af det? Jeg var, selvom jeg var blevet voksen, stadig bange for hvad der ville ske, bange for at skuffe mine forældre. Det lyder vildt latterligt, men det var sådan det var. Det stod på i rigtig mange år. Faktisk så er det først her indenfor de sidste år, hvor jeg har fået arbejdet med den side af mig selv, at jeg kan begynde at lukke op for min indre ”skattekiste”.

Memory Lane

Det som har hjulpet mig, var at tage turen ned gennem Memory Lane for at finde nogle svar og forklaringer. Og det har jeg fundet. Jeg har opdaget, rigtig mange ting. Ting som endda ligger et par generationer tilbage. Jeg opdagede at mange overbevisninger, værdier og moraler også var gået i arv til mine forældre, de blev sandheder for dem, og derfor helt naturligt givet videre til mig.

Jeg har brugt virkelig mange kræfter på at være vred, især på min far. Jeg har været så ked af det. Jeg har hadet min generthed, og deraf min manglende selvtillid og selvværd. Jeg har været bange for at fylde for meget, snakke for meget og været for meget. Uden aldrig at kunne forstå hvorfor det var sådan. Jeg udviste et overdrevent hensyn til andre, mens jeg på ingen måde tog hensyn til mig selv. Bare hele verden var tilfreds, så var det ikke så vigtigt med mig, for hvis andre var tilfredse, ville de ikke blive sure på mig.

Tog ansvar

Det som blev ”programmeret” i mit sind i min barndom, har fulgt med mig hele livet. Det har betydet, at min selvtillid har kunnet ligge på et meget lille sted, i mange år. Og jeg har haft et kæmpe behov for anerkendelse, som jeg har søgt mest hos min far, og når anerkendelsen ikke kunne komme fra ham, har jeg prøvet at finde den hos alle andre, dog uden det store held. På et tidspunkt fyldte alle disse ting alt for meget, og jeg følte at jeg var nødt til at gøre noret ved det. I starten bebrejdede jeg mig selv, følte mig dum og utilstrækkeligt, fordi det var så svært at hjælpe mig selv. Langsomt fik jeg det bedre, og efterhånden blev overskuddet større, og jeg fik øje på at det hjalp mig at finde forklaringer på, hvorfor jeg havde det som jeg havde det. Udover at finde forklaringer og svar, så gik det også op for mig, at jeg selv har et ansvar. Jeg er jo et voksent menneske og kan gøre hvad jeg vil. Jeg traf nogle nye valg, og bestemte mig for gradvist at klippe båndene til fortiden. Langsomt og med god hjælp fra mine nærmeste venner og et par dygtige terapeuter, begynder jeg at slippe hende indeni ud. Det var vanvittigt grænseoverskridende i starten. Især det at erkende overfor mig selv, at jeg faktisk er dygtig til noget, at mine meninger også betyder noget for andre, at det er ok at sættet mig selv først og størst af alt: at anerkende mig selv for den jeg er. Det føles nærmest som at blive født igen, og det er en ret fed fornemmelse.

Det er ikke dig der har skabt det

Hvad er det så jeg vil fortælle dig med denne historie? Jo – det er, når du kan mærke at der er noget inde i dig som stritter imod, når du føler at du går imod det som føles naturligt for dig. Så kan det være fordi, du har noget med dig fra dine forældres opdragelse, fra andre familiemedlemmer (måske tidligere generationer), eller andre mennesker som har haft en indflydelse på dig. Det behøver jo ikke at være dig, der har skabt det, det kan være andres oplevelser, begrænsninger og holdninger som er blevet ”programmeret” i dit sind. Så måske er det tid til en opgradering eller en om-programmering.
Selvom det ikke er dig selv der har skabt det, så vil det ikke løse din situation at bebrejde de mennesker som du mener har påvirket dig. Det vil bare gøre det værre, og gøre dig til et offer. Det er efter min mening ikke den rette vej.
Men ved at tage ansvar for at ændre på de ting, som ikke længere gør noget godt for dig, er et godt sted at starte. Når du tager ansvaret, og bestemmer dig for, at du vil gøre noget ved din situation, så giver det dig en frihed, som du ikke vidste du havde. Det vil give dig en ro, og ikke mindst vil dig give dit selvværd et kæmpe boost, og med tiden kan du tilgive dig selv og andre.

Taknemmelig

Det er vigtigt for mig at sige, at jeg på ingen måde er ked af den opdragelse jeg har fået. Jeg er ikke vred på mine forældre, og jeg vil ALDRIG bebrejde dem for den opdragelse jeg har fået. Jeg VED, at de har gjort deres bedste, de har givet mig rigtig mange gode ting med, og jeg har haft en god barndom. Nu i skrivende stund, er jeg taknemmelig for min opdragelse, og for mine forældre. Uden dem, havde jeg ikke været den jeg er i dag, og jeg havde ikke lært det jeg har lært. Og det er også vigtigt for mig at sige, at det som jeg har oplevet, er min oplevelse, og det er helt sikkert ikke mine forældres oplevelse.

Vi – mine forældre og mig – har et godt forhold til hinanden, og jeg har valgt ikke at fortælle dem om mine oplevelser. Jeg har ikke behov for at fortælle dem det, og jeg er desuden også sikker på at de vil blive kede af det, for det har helt sikkert ikke været deres intention at gøre livet svært for mig.

Hvis du har en lignende historie og en arv, som du kæmper med, så kan jeg kun anbefale dig, at du får arbejdet med og sige farvel til den side af dig selv. Giv dig selv lov til, at være den som du er inderst inde.

Det kan være en svær rejse, og jeg vil råde dig til, at du finder en eller flere, som kan hjælpe dig på vej.

Inge Hjort, for DIG