En personlig fortælling om en af bivirkningerne ved at leve et liv i stress

Stress har været min livsledsager i rigtig mange år, når jeg tænker over det, så er det nok det meste af mit liv. For mig blev stress en det at mit liv, uden at jeg vidste det. Jeg var i mit eget univers af regler og normer jeg skulle leve op til, det var en uskreven regel om at levet op til andres forventninger, og frem for alt ikke træde ved siden af, og gøre uheldigt opmærksom på mig selv. Faktisk så handlede det kun om at overleve – ikke at leve.

I alle de år opdagede jeg ikke, at jeg saboterede mig selv, og ikke mindst min lille familie, og dem jeg havde omkring mig. Seriøst – så var jeg overbevist om, at det åbenbart var sådan mit liv skulle være. At det var meningen at jeg skulle have det dårligt, at jeg skulle sove dårligt (eller slet ikke), at jeg var den der skulle yde og kun sjældent nyde.

Fordi jeg ikke – på det tidspunkt – fattede at det handlede om at jeg skulle tage ansvar for mig selv. At jeg skulle have stoppet op, sagt nej en hel masse gange, og frem for alt have fundet ud af, hvad det var jeg havde lyst til, hvad der var vigtigt for mig. Fundet modet til at sige mit job op, og fundet et andet der matchede mig bedre. Fordi jeg levede i det her fucked up stress univers, gik jeg glip af SÅ meget.

Jeg evnede ikke at være rigtigt til stede med min skønne datter og skønne mand. Jeg slappede aldrig så meget af, at jeg kunne sætte mig ned, og lytte til alle de ting som min lille familie fortalte om. Jeg kunne ikke slippe ”burde-kællingen”, som hele tiden mindede mig om alle de ting jeg skulle gøre, i stedet for at bare sidde der og hygge og grine med de to mennesker som jeg elsker mest.

Jeg levede ikke engang når jeg havde weekend eller ferie. Jeg blev ekspert i planlægge – også på min stakkels families vegne. Hele tiden skulle der ske et eller andet, selvom jeg var segnefærdig af træthed og udbrændthed. Jeg troede faktisk at jeg slappede af når jeg holdt fri, men når jeg ser tilbage, så overkompenserede jeg for al den tid, hvor jeg ikke var til stede med min dejlige datter og mand. Og al aktiviteten var et dække over det, jeg ikke evnede at give af mig selv, så det blev til ydre oplevelser i stedet for at være til stede.

Det er først nu, hvor jeg er lykkelig mormor til en lille pige, at jeg har fået øje på, hvor meget jeg er gået glip af. Hun minder mig om, at lives skal leves her og nu. At livet skal nydes, der skal grines og grædes. Hun minder mig også om, at det mest værdifulde er helt enkelt bare at være til stede. Jeg er så taknemmelig for at det lille menneske kunne give mig den indsigt.

Jeg kan ikke ændre fortiden, men jeg kan lære af den. Det har jeg gjort i nogle år nu. Ud over at lære af fortiden, har jeg har mange værktøjer som har hjulpet mig til et liv, hvor stressen kun kommer på besøg engang i mellem.

Men det som virkelig hjælper er, at man kryber helt ind i sig selv og finder ansvaret for sit eget liv frem. Det er bestemt ikke nemt, at må acceptere at en stor del af stressen er mit eget ansvar, det er voldsomt, og den rejse skal man helst have hjælp og støtte til.

Jeg er så sindssygt heldig at have min lille familie, som har tilgivet og forstået. I dag er det hele anderledes, vi snakker og hygger os, så det giver værdi for os alle tre, og forhåbentlig også for vores svigersøn og lille barnebarn.

Mit råd til dig, stop op – hellere i dag end i morgen -, spørg om- eller søg hjælp, hvis du lever et liv med stress, så du ikke går glip af det som virkelig har værdi.

Når du lever et liv i stress, lever du et liv uden overskud. Du forbruger hele tiden overskud som du ikke har, og derfor bliver du udbrændt. Den pris du betaler er enorm. Det er ALDRIG for sent at stoppe op og tage dit liv tilbage.

Tak fordi du læste lidt af min historie, jeg håber at jeg ved at dele lidt ud, kan inspirere dig til at stoppe op et øjeblik, og tænke på, om der måske er en ting eller to som er værd at ændre på i dit liv.