250- 300.000 danskere lider…

Du har sikkert ikke lyst til at læse det her…

Kedelige tal

300.000 er et stort tal. Det er det antal danskere som lider af alvorlig stress. Det svarer til at 35.000 danskere er sygemeldt med stress – hver dag. Det koster samfundet 14 milliarder om året i sygedage, tidlige dødsfald og udgifter til sundhedsvæsnet.
1 million fraværsdage, 30.000 hospitalsindlæggelser og 3.000 førtidspensioner, det er hvad stress er skyld i om året.

Kilde: AS3 artikel fra 18. august 2020 https://blog.as3transition.dk/stress-statistik

De økonomiske omkostninger er store, men de menneskelige omkostninger er endnu større. Ca. 12%  af danskerne har symptomer på alvorlig stress HVER dag.

Det er skræmmende tal, men det der er endnu mere skræmmende er, at det jo ikke kun er de 300.000 som er ramt af stress, der får hverdagen smadret. Det gør de ramtes børn, ægtefæller, familie, venner og kollegaer også.

Pårørende

Det er på ingen måde nemt at være pårørende til et stressramt menneske. At se et menneske man holder af ligge krøllet sammen på sofaen ude af stand til at rejse sig. At skulle klare hverdagen alene hvor man før var to. At forklare børn, familie og venner at der bare ikke er overskud til noget som helst. Bekymringer om fremtiden og bekymringer om økonomien, det er kun en lille del af det man skal leve med som pårørende. Og de pårørende bliver ofte overset, uden at få nogen form for hjælp.

Kollegaer

Det er heller ikke nemt at være kollega til en stressramt. Hvis ikke en stress sygemelding bliver håndteret ordentligt og ansvarligt af ledelsen, så kan det betyde masser af ekstra arbejde til de øvrige medarbejdere.  I yderste konsekvens kan det betyde flere sygemeldinger, arbejdsopgaver som ikke bliver løst og røde tal på bundlinjen. Bare for at nævne et par stykker…

Den stressramte

Når man bliver ramt af stress, så går alt i stykker, både psykisk og fysisk. Man er udbrændt og udmattet, fordi man i al for lang tid, har forsøgt at få det hele til at hænge sammen. Man bliver ekspert i at skjule sig bag udtalelser som: ”Jeg har det fint, alt er godt”. Også selvom man for fjerde dag i træk køre forbi sit hjem uden at opdage det, før man længe er forbi. Også selvom det pludseligt er svært at stave, at koncertere sig, at sove, at hygge sig med andre, at spise frokost med kollegaerne, at passe på sig selv osv.

Man registrer ikke rigtigt at man får smerter i kroppen, og mave- og hovedpine. Der er så mange tegn på at INTET er fint og INTET er godt, man er bare ikke i stand til at få øje på dem. Man bliver ved lige indtil den dag, hvor man bryder grædende sammen, eller hvor man ikke er i stand til at stå ud af sengen. Først DER opdager man for alvor at korthuset ramler sammen om ørene på én.

Når alt braser sammen

Alvorlig stress opstår ikke fra den ene dag til den anden, det opstår over længere tid. Stressen kommer snigende, og bliver langsomt en måde at leve livet på. Der bliver hele tiden lagt lidt til her og der, nærmest uden at man opdager det. Det er ligesom en elastik som man kan strække langt, inden den knækker.

Når så det hele braser sammen, så står man helt alene (føler man) i et kaos af følelser som utilstrækkelighed, vrede, ensomhed, opgivenhed og en selvtillid og et selvværd som i den grad har fået et knæk. Ude af stand til at overskue livet og fremtiden. Det er et forfærdeligt sted at havne. De menneskelige omkostninger er store, og til at få øje på.

God arbejdskultur skaber ikke sig selv

Jeg har ikke hele svaret på, hvordan vi eliminere stress, men jeg har et bud på hvordan vi kan forebygge, at så mange mennesker går ned. Det handler ikke kun om for mange opgaver, og for meget arbejdspres. Nej, det handler om hvordan virksomheden fungerer, og om virksomhedens evne til at skabe et tillidsfuldt og trygt miljø med respekt for den enkelte.

At kunne se forskellighed som en styrke, og at alle – uanset titel – har en vigtig og betydningsfuld funktion for virksomheden. Vi har alle behov for at føle os værdifulde, og har derfor brug for anerkendelse.

Når vi trives og har det godt i jobbet, arbejder vi mere effektivt, vi får større tillid og bliver bedre til at samarbejde. Hvis der samtidig kan skabes en feedback kultur, hvor alle forstår at give og modtage konstruktiv feedback, og se det som en hjælp til at vi kan gøre vores job endnu bedre, så er man på rette vej.

Når der skabes en arbejdskultur, hvor gensidig tillid, respekt, anerkendelse og feedback er den røde tråd, så kan det ses på bundlinjen. Eneste krav er at det er en fælles værdi og at ALLE bidrager.

Personligt og fælles ansvar

At skabe en god arbejdskultur er et fælles ansvar. Uanset om vi syntes det eller ej, så bidrager vi hver dag til det arbejdsmiljø vi er i. Vi bidrager med den måde vi kommunikerer på, den måde vi opfører os på, vores mentale overskud, vores humør og naturligvis vores arbejdsengagement. Så det vi møder ind med om morgenen, vil smitte af på vores kollegaer. Det er værd at tænke over…

Når arbejdskulturen skal forbedres, er det vigtigt at vi ved hvad vi hver især bidrager med, og lærer at tage ansvar for det. Et godt sted at starte er vores personlige overskud. Ved at finde ud af hvordan mængden af overskud påvirker os, bliver vi også i stand til at give os selv mere overskud når det ryger sig en tur. Det er helt naturligt at vores overskud ryger op og ned flere gange om dagen. Og når vi kender det fra os selv, så bliver det også nemmere at spotte det hos en kollega. Når vi ved at det er overskuddet der er røget sig en tur, er det nemmere at bære over og støtte, frem for at dømme.

Der vil helt sikkert være modstand hos mange, fordi man pludselig skal til at være bevidst og tage ansvar for vores personlige overskud og det vi sender ud. Men når vi får arbejdet med det, vil vi opdage at vi faktisk får en bedre arbejdsdag. Og når vi har haft en god arbejdsdag, kommer vi også gladere hjem, og det har stor betydning for vores familier. Så når vi gør noget godt for arbejdskulturen og trivslen, gør vi ikke bare arbejdspladsen til et bedre sted at være, men det vil også få en stor betydning for os selv og vores liv.

Du har ansvar for dit privatliv

Det er jo ikke kun på arbejdspladsen vi bliver stresset. Vores privatliv spiller en lige så stor rolle i vores liv, og her er det suverænt os selv der har ansvaret. Når noget går skævt, og når vi har travlt med al for mange ting vi gerne vil nå, kan vi også udvikle stress. Når vi udvikler stress, så det svært at skille privatlivet fra arbejdslivet. Det hele glider sammen.

Det handler om at finde balancen og være realistisk. Tage ansvar for vores liv både privat og på jobbet. Selvom det virker hårdt og provokerende, så er stress også vores eget ansvar.

Du vil opdage – som jeg selv gjorde – at når du begynder at tage ansvar for dig selv, så føles det som en form for frihed. Det er dig der træffer de valg som er de rigtige for dig. Fx kunne du opdage, at den arbejdsplads du er på lige nu, ikke passer til dine værdier, eller til dig i det hele taget. Derfor vil det rigtige valg være at du finder et andet job og siger op. På den måde undgik du måske at udvikle stress.

Du vil opdage at jo bedre du bliver til at tage ansvar for dig selv, jo mindre vil du lade dig påvirke og manipulere af andre. Det vil styrke dig og gøre dig i stand til at gøre det der er- og føles rigtigt for dig.

De kærligste hilsner

Inge

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial
Facebook
LinkedIn